Fuck kræft!!!

Forskellige billeder af min familie i forskellige situationer.

 

 

Jeg fucking HADER den sygdom!! Den har ødelagt så meget af liv! Den har dræbt min far og min mormor! Den har taget noget af det mest basale for et barn væk! Jeg var fucking kun 10 år gammel da han døde!! Jeg hader den sygdom! Den skal bare få kræft og DØ selv! Den gør jo intet godt på denne jord! Den dræber jo bare mennesker uden nogen fucking grund! Hva fanden skal det gøre godt for!? Jeg kunne tude mig selv ihjel, hvis jeg kunne, sad jeg på min fars grav og græd resten af mit fucking liv! Fuckede alting op! Jeg savner ham! Jeg mangler ham i mit liv! Jeg vil have ham tilbage! Jeg siger altid til mig selv at jeg skal se positivt på det, men nogle gange har jeg fucking bare brug for at få alt sagt! Jeg mangler ham så fucking meget!! Jeg vil bare have min far tilbage, jeg er freaking ligeglad med at han måske ikke altid var der så meget, fordi han havde asperger, jeg er ligeglad, jeg elsker ham jo!! Han er min FAR! Jeg mister alle minderne, og det vil jeg ikke! Jeg vil ikke glemme, jeg vil huske! Jeg vil tilbage! Jeg vil have alt var som det var før! Jeg vil bare se min far igen! Se ham en sidste gang, jeg fik jo ikke engang sagt farvel! Jeg bliver efterhånden mere og mere sikker på jeg vil have tatoveret de tre prikker på min hånd, som han havde! Jeg vil have noget fysisk til at minde mig om ham, som altid er med mig, så han altid er med mig! Så han ikke kun er med mig spirituelt, men også fysisk. En lille del af ham. Jeg vil... Jeg vil... Men det sker aldrig. ALDRIG!
Det er for sent nu, og jeg kan intet gøre ved det. Intet.
Alle siger hele tiden: "Ej du er sådan en stærk pige Rachel, du har været så meget igennem i løbet af dit liv, jeg fatter ikke du kan klare det!"
- Guess what! Måske er jeg er stærk, men nogle gange er jeg ikke! Jeg er ikke spor stærk! Det kan godt være det ser sådan ud nogle gange, i skulle bare vide hvad der gemmer sig under smilet når jeg træder ind i bussen med røde forgrædte øjne, når jeg lige har forladt graven. Og siger: barn til Ebberup. I skulle bare vide! I virkeligheden længes jeg kun efter at komme tilbage til hans grav. Bare sidde der og se på den sorte skrift.

Niels Steg
1953-2004
Vore tider er i Guds hånd






På lørdag har jeg fødselsdag. Bliver seksten år. På søndag er det præcis seks år siden min far han døde.

Jeg elsker dig stadig, far!