Jeg er en af dem der, der er dårlig til at fornemme hvad jeg skal sige videre, og hvad jeg ikke skal. Men hvis jeg får at vide at jeg ikke må sige en ting videre, så tager jeg det med mig i døden. 

Jeg har fået fingrene brændt på den bekostning, så jeg er begyndt at sige til folk, at de skal sige til mig hvis jeg ikke må sige det videre.

Men KAN virkelig stole på mig når det så kommer til stykket!

"Shout outs" Til venner og familie.

Jeg vil skrive et laaaaaaaangt indlæg om de mennesker der er tættest på mig. Eller som har været.

Jeg starter med mine nuværende næreste venner og veninder.

Katja. Vil jeg ikke skrive om, fordi jeg næsten lige har gjort det. (;

Line.
Jeg har kendt dig i tre år nu. Det er lang tid. Jeg tror du kender mig på en helt unik måde. Når vi er sammen, laver vi de underligste ting. Og når jeg tænker tilbage på på efterskolen, husker jeg først og fremmest dig. Du er der altid for mig, og jeg elsker dig! Alle de minder vi har. At vi stadig har så god kontakt! Det betyder mere end du aner. Jeg er jo holdt op med at sige for evigt og alt det der. Men jeg tror aldrig nogensinde jeg vil glemme dig. Vi har utallige minder, som jeg værdsætter ufatteligt meget.
Når jeg har problemer, og alt bare er fucked, så ved jeg at jeg bare kan ringe til dig.
Hvad er der mere at sige? Jeg elsker dig!

Patrick.

Stise. Min bedste ven. Jeg kan fortælle  dig alt, og du vil altid lytte. Vi kan snakke i tlf i timevis, og alligevel have nye ting at snakke om hele tiden. Jeg elsker dig utroligt højt, og ville ønske vi så hinanden oftere. Du skal altså snart få den lejlighed så jeg kan besøge dig! Stise. Du er nok min bedste, og eneste, punker ven, og selvom vi måske ikke har vildt meget tilfældes, så holder jeg stadig utroligt meget af dig. 

Ja. Undskyld jeg ikke skriver mere.

Melanie. 

Åh ha. Melli, Melli, Melli. Min eks-kæreste og nu en af mine nærmeste veninder. Alt det lort vi har været igennem, har vel i sidste ende gjort os begge to stærkere. Jeg stoler virkelig på dig, og jeg kan snakke med dig om alt. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden dig. Du betyder mere end du aner. Og jeg er bare glad når jeg skriver eller snakker med dig. Vi har haft mange, rigtig mange, op og nedture, men jeg nyder at vi har det så godt nu. Jeg elsker dig pisse højt, og jeg er så glad for at vi har fundet ud af det igen.

Okay jeg magter ikke skrive mere nu. De andre kommer senere, kay?

Nyt look? Kinda... Hvad sys i?

Tid til forandring.

Jeg flytter til Dyrup om et par uger. Hjem til min søster. Jeg tror at jeg i optakt til det, vil gøre klar til forandring. Jeg vil se lyst på livet og være endnu mere social. Jeg gider ikke hænge mig i det negative, og vil for så vidt muligt se positivt på tingene.
I og med at jeg flytter til Dyrup, skal jeg til at cykle til og fra skole. Dvs at jeg vil få mere motion, og forhåbentlig lidt mere overskud i det lange løb.
Jeg vil ændre min stil og gå i mere lyst og glædesfyldt tøj, og begynde at lægge make-up hver dag. Blive bedre til det, og eksperimentere. Jeg elsker jo at lægge make-up, så hvorfor ikke gøre det oftere?
Jeg vil gå flere ture og tage billeder.
Jeg vil sende ansøgninger ud til de omkringliggende butikker, og forsøge at få mig et eftermiddagsjob. Jeg gider ikke weekendjobs, for mine weekender skal gerne tilbringes i selskab med venner og familie. Jeg vil virkelig have et nyt kamera, så jeg får brug for penge.
Jeg skal "igang med mit liv". Når jeg siger sådan er det fordi jeg føler at når jeg bare bor hjemme ved de gamle går jeg bare rundt i den samme ring, og jeg er nød til at tage et spring. Et spring ud af den ring før den bliver så nedtrampet at jeg ikke kan komme ud af den igen. Den her optakt til forandring bliver på en måde min lille trampolin så jeg lettere kan klare springet.

Jeg vil lægge noget solrigt og glædesfyldt make-up og tage noget lyst og dejligt tøj på!

Har lige bestilt de fedeste støvler. Jeg kan ikke vente til jeg får dem! De skal være her om mellem fem til ti dage. Så de kan være her fra den 25. august til den 1. september! 

Se alt om dem her.

Jeg føler at jeg bliver trykket ned. Jeg tror jeg kan bryde sammen hvert sekund det skulle være. Jeg går egentlig bare hele tiden og venter på at det sker igen. Jeg har brug for at tude.

Random shit.

Jeg er en af dem der, der altid sætter sine venner og familie før sig selv.

Jeg er begyndt at bide i mig selv. Hårdt. Hver gang jeg ser dem jeg holder af, være kede af det. Eller jeg selv bliver det. Eller når jeg er sur/aggressiv. Ja, der er grunde nok.

Jeg er sur. Jeg er ked af det. Jeg er glad. Jeg er spændt. Jeg er knust. Jeg er mange ting.

Jeg sætter mig selv til siden for alle. Og jeg ved ikke hvor længe der går før jeg ikke kan holde min facade oppe længere.

Jeg er begyndt at bande konstant, nok meget fordi jeg ikke er oprigtigt glad længere. Siden den niende august. Faktisk er jeg slet ikke glad. Jeg kan godt grine og smile og være hyper. Men der skal intet til at få mig ned igen. Den mindste lille ting, kan såre mig. Dybt. 

Jeg skal snart flytte. Til Dyrup. Hos min søster. Jeg kan ikke vente! Jeg er så pisse taknemmlig. Så kan jeg komme ind til folk meget mere og meget hurtigere. Og jeg kan bedre starte mit liv ordentligt.

Just take a look through my eyes. everything's changing. You'll be amazed what you'll find. If you look through my eyes.

Crazy me.

Dag 13 - Et billede af dit ynglingsband eller artist.

Selvom jeg ikke hører dem hele tiden nu her for tiden, så er de sgu stadig mit yndlingsband. De gør bare noget de drenge, og deres musik går lige i hjertet. De kan få mig til at tude, grine, rase ud, feste. Alt det jeg har brug for her i livet. Og så er Gerards stemme jo bare så fantastisk. Altså!

Dag 12 - Et billede af noget du elsker.

CUPCAKES! Jeg elsker cupcakes. Jeg ville ønske vi havde materialerne/pengene til at lave en masse cupcakes med forskellige farver og størrelser. Og pynt. Krymmel, og blomster og hjerter og alt sådan noget! :D

Dag 11 - Et billede af noget du hader.

Mobning. Jeg har intet tilovers for mobning. Jeg kan virkelig ikke fatte hvordan man kan få sig selv til det. Hvis det stod til mig, var der fængselsstraf for mobning. Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet direkte mobning. Kun udelukkelse, som kom nogenlunde i orden da jeg tog en snak med hele klassen tre mdr inden jeg gik ud af syvende klasse for at tage på efterskole i ottende. Men størstedelen af mine venner/veninder har oplevet det på mindst én af deres gamle skoler. Jeg forstår ikke at mobberne kan være så hjerteløse, og ikke fatte noget efter de tusinde forskellige mobbekampagner der har været i tidens løb. Det er jo fordi de har det svært derhjemme eller selv er blevet mobbet engang, men så burde de da netop lade være. Jeg fatter det ikke. Og selvfølgelig er det altid de svage det skal gå ud over. Det er jo dem de kan få noget ud af. Jeg ville bare ønske der var nogen der ville gå på mig med deres mobning. En der kan tage det. En der kunne sætte sig op imod dem.  Men ja, det sker nok ikke.