Okay, jeg har lige en masse mundlort her jeg skal af med. For det giver mig hovedpine og lyst til at bryde sammen hvert sekund.
Søndag skrev Lia at vi kunne få det her perfekte hus til den perfekte pris, men der var kun tre værelser. Vi havde snakket med Katrine om alle sammen at flytte sammen for nogle uger siden. Men efter vi alle tænkte mere over det gik det op for os tre, Katja Lia og jeg, at vi tre er virkelig ens boligmæssigt, hvor Katrine er mere sådan design og rengørings-bevidst. Så vi tre blev enige om at der helt sikkert ville blive en masse skænderier, over møblering, rengøring og ja, alt muligt. Så vi valgte at flytte sammen os tre. Plus at Lia hørte at Katrine og en der hedder Henrik fra holdet stod og snakkede om at flytte sammen, lige foran Lia. Nu ved jeg så bare ikke om hun er sur eller skuffet, og det går mig virkelig på, for jeg føler mig som den største kælling på jord. Men det er bedst for alle på den måde. Jeg vil ikke risikere at miste så godt et venskab p.g.a skænderier over fx rengøring.
Huset står klar til indflytning den 15. maj 2012. Altså lige om lidt. Det vil sige at jeg får utrolig travlt, hvis jeg skal nå at have møde med min sagsbehandler og sagen skal igennem. Jeg håber fandme jeg kan få nogle penge, ellers ved jeg fandme ikke hvad jeg skal gøre. Hvis Min sagsbehandler ikke kan/vil hjælpe mig økonomisk, må jeg jo gå til Odense kommune, Og hvis ikke de kan/vil hjælpe mig, så ved jeg fandme ikke hvad jeg gør. Men jeg springer ud i det og håber på det bedste.
Søndag eftermiddag kom min mor forbi med et brev fra banken. Jeg havde længe overvejet at jeg virkelig burde få fortalt hende mere om hvorfor jeg ikke vil bo hjemme. Det var svært. Vi endte med begge at sidde og tude. Jeg hader at se min mor græde. Jeg hader at se nogen som helst græde, men min mor... Selvom jeg ved at hun er en stærk kvinde, så ser jeg hende på en måde stadigvæk som skrøbelig, noget der ikke må gå i stykker. Og alligevel er hun min støttepæl. Hende der altid kan få mig op at stå igen når jeg er faldet. Så når min mor græder, så vælter min støttepind, sammen med mig. Jeg ved intet værre end når min mor græder. Og når det så er p.g.a de ting jeg har fortalt, bl.a om hende selv, så fortryder jeg at jeg sagde det. Det hjælper så heller ikke på samvittigheden at hun så bagefter skriver at hun ville ønsker hun havde været/kunne være en bedre mor..... Jeg elsker min mor og jeg ville ønske jeg kunne bo hjemme, men jeg kan bare ikke holde til det. Jeg kan huske at dengang jeg boede hjemme, kunne jeg sætte mig ned og tude hver eneste dag. Det eneste der fik mig til ikke at gøre det var at sove, eller være på internettet og snakke med mine veninder. Jeg var aldrig nedenunder, medmindre vi skulle spise eller jeg skulle tisse. Ellers var jeg altid på mit værelse. Der var tider hvor jeg overnattede hos min veninde oftere end derhjemme, kun fordi jeg ikke kunne overskue at tage hjem, og fordi jeg aldrig var glad når jeg var hjemme. Da jeg ringede efter et møde med min sagsbehandler sidst, for ca to-tre uger siden, og fik et afslag, brød jeg sammen inden jeg overhovedet fik lagt på. Jeg græd snot i ca to timer, hvoraf jeg den ene time sad og snakkede med min lærer. Det gik op for mig at jeg måske blev nød til at flytte hjem igen, og den tanke kunne jeg på ingen måde håndtere. Jeg er så deperat og vil gøre nærmest alt for ikke at komme hjem igen. Jeg føler mig som en fange derhjemme. Jeg kan ikke engang være der en hel weekend uden at længslen for at komme ud igen vender tilbage. En enkelt overnatning går nok, men så vil jeg også gerne væk igen.
Oveni alle disse tanker, fik jeg tilmed lige smidt en 'bombe' i hovedet her til aften. Jeg gider ikke gå i detaljer med hvad det handlede om, og jeg er glad for at vi tog snakken nu i stedet for at hun først siger det når jeg evt har fået dybere følelser for hende. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til alt det vi snakkede om, og jeg kan nok ikke engang huske halvdelen af det. Jeg vil bare være fuldkommen ærlig nu, og sige at jeg var så tæt på at begyndte at græde da vi talte i tlf, men jeg tror ikke hun opdagede det. Det er sikkert pisse dumt at skrive det her, for det kan så let misforståes. Så derfor slår jeg den væk nu og siger at det ikke har så meget med selve situationen at gøre, men fordi det nok kom bag på mig og mest af alt fordi jeg blev bange. Selvfølgelig bange for at miste hende, men mest af alt for at det var min skyld. At det er mig der ikke er god nok. At det er mig der ikke er tid og overskud til. Selvom min hjerne skriger SÅ HOLD DOG KÆFT RACHEL FOR HELVEDE DEN IDIOT!!!!!! Så kan jeg ikke ændre på mine følelser. Desværre... Men jeg ved jo godt at det intet har med mig at gøre. Så havde hun sgu nok droppet det hele for lang tid siden og så havde hun nok ikke haft så svært ved at sige de ting hun sagde... Men det er jo bare lille bitte usikre og bange Rachel der popper frem igen.
Nu vil jeg lade jeg slippe for mit mundlort, og forsøge at sove.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar