Skoletræt?

Jeg er virkelig bare træt af alt for tiden! Dem i klassen, alle snopperne... Gider dem ikke, de skal bare fucke af og blande sig uden om mit liv og mine problemer. Er bare træt hele tiden og har intet overskud til noget. Det eneste jeg foretager mig er computer, film og tv. Har ikke overskud til lektier, så er allerede bagud i skolen, og det er altså gymnasie. Jeg er træt af næsten alt i skolen. Lærerne, snopperne, timerne, lektierne, afleveringerne, alt. Det eneste jeg ser frem til er først og fremmest frikvartererne, så det at komme hjem, og generelt er det bare ferie. Jeg kan ikke vente til at få ferie. Tænker næsten ikke på andet. Hver dag vågner jeg klokken halv syv om morgenen, pakker min taske, får lidt penge af min mor, trasker ned til bussen, venter der i 5 minutter, stiger ind, står af ved VG, går ind til time, sætter mig et sted i klassen(helst ved enten Louise, Mathilde, Nina eller Christina), finder min computer frem og åbner msn, facebook og 'woobies', sidder timen igennem og skriver med Katja, Julie, Louise og andre veninder. Så snart der er frikvarter finder jeg Louise eller hun finder mig, og vi går sammen enten udenfor eller finder Katja. Når jeg endelig får fri, trasker jeg ud til bussen og venter der i et kvarters tid. Jeg tager enten 151'eren, 935'eren eller 131'eren. Hvis jeg tager 151'eren skal jeg gå to km, og hvis jeg tager en af de to andre, skal jeg skifte i Haarby, til 110'eren, og så skal jeg kun gå ca. 400-500 meter. Da jeg forstuvede min ankel i fredags tager jeg kun 131'eren for ikke at belaste min fod for meget. Når jeg endelig er hjemme snakker jeg lidt med de gamle hvis de er hjemme, og lige nu er min søster Rebekka også hjemme, så hende snakker jeg også en del med. Efter lidt tid og jeg har fået lidt mad, går jeg op på værelset. Smider mig i sengen og tænder evt. for fjernsynet. Finder straks min computer frem. Logger på diverse forskellige hjemmesider og æder nogle chips og noget chokolade. Jeg orker ikke at lave lektier så det bliver kun gjort nogle gange. Hvis min mor vidste til det, ville hun flippe ud. Jeg er en mega nedern og doven, og jeg hader det, men jeg har virkelig ikke overskud til at gøre noget ved det. Alle andre i klassen er så motiverede og dygtige. De får altid lavet deres lektier og har styr på det. Jeg vil bare have hver eneste skoledag overstået. Der er så mange ting jeg gerne vil gøre bedre, men jeg kan bare ikke. Jeg er vel bare ikke psykisk stærk nok til det. Jeg burde virkelig gøre noget ved det for det har stået på længe nu. Jeg føler bare at alle andre er så langt foran mig i udviklingen, og jeg bare kommer rendende i hælene på dem. Jeg har så mange veninder som er så meget ældre end mig, og det piner mig. Jeg vil bare have min uddannelse overstået, og jeg bliver mere og mere i tvivl om om det er det rigtige for mig at blive psykolog. Er gymnasiet overhovedet det rigtige? Er jeg klar? Skal jeg have et år mere? Der er ingen der aner hvor meget jeg virkelig overvejer at droppe ud. Det er nok det jeg allermest vil for tiden. Og så starte på GE igen. Det kunne være nice. Men jeg vil ikke være en der giver op! Jeg vil så gerne fortsætte og komme igennem det, men det virker bare så umuligt lige nu. Jeg er træt af min dagligdag, og jeg ønsker hele tiden der sker noget nyt. Har bare lyst til at tage fri hele tiden. Få så meget fravær at jeg bliver smidt ud. For jeg orker det ikke. Orker intet. Jeg vil bare blive hjemme og sove ud, blive hjemme og forblive væk fra alt socialt. Jeg orker ikke at være social, og alligevel kan jeg ikke undvære mine veninder. Jeg kan ikke efterlade Louise og Katja på VG. Louise skal ikke være alene med snopperne, og Katja, Jeg ved hun har det svært i forvejen, og jeg vil blive hos hende og hjælpe hende så vidt som muligt. Men hvis jeg skulle følge mit hjerte stoppede jeg og tog et sabbatår, eller startede på GE hvis det var muligt. Jeg kan bare ikke se mig selv på et gymnasie i tre år lige nu! Jeg har virkelig lyst til at droppe ud, men jeg vil ikke være en der giver op. Det vil jeg virkelig ikke! Jeg vil ikke give op, men jeg vil heller ikke ende ud i en depression eller stress.

Kunne blive ved at skrive, men tror jeg stopper her. For nu i hvert fald.